Nyhed fra

Nordisk life science specialist til StemCare

StemCare A/S udvider aktiviteterne i Sverige og har ansat læge og life science-specialist Henrik Lawaetz som medicinsk direktør i Skandinavien.

StemCare A/S, der siden 2002 har været specialiseret i opsamling og opbevaring af navlesnorsstamceller, udvidede i 2013 sine aktiviteter til Sverige. StemCares position på det svenske marked er efterfølgende stadfæstet yderligere med etablering i Stockholm tidligere på året, og den 1. juni åbnede StemCare desuden nyt kontor i forskerparken Medeon i Malmø.

Til yderligere styrkelse af aktiviteterne på det nordiske marked har StemCare ansat læge og life science-specialist Henrik Lawaetz som medicinsk direktør i Skandinavien.

Henrik Lawaetz har i de seneste år arbejdet som selvstændig life science-konsulent og Senior Director samt partner i XOventure International. I den forbindelse har han blandt andet på vegne af Medicon Valley Alliance forestået etablering af samarbejde og udvikling mellem den akademiske verden og erhvervslivet på begge sider af Sundet.

Henrik Lawaetz har tidligere grundlagt og fungeret som administrerede direktør og operativ chef for Medicon Valley Capital/SLS Invest, og som CEO i forskningsvirksomheden CCBR (nu CCBR-Synarc) i Ballerup Danmark, og han har desuden været Medicinsk chef for Novo Nordisk A/S i Danmark.

– Det er for mig helt enestående at have fået mulighed for at arbejde med bevarelse af de stamceller, som udgør menneskehedens biologiske byggesten. Stamceller er et område, der fra international side forskes intensivt i, og jeg har en stærk tro på, at behandling med forskellige kilder af stamceller kommer til at få en meget stor plads i fremtidens behandlingspalet, udtaler Henrik Lawaetz.