Nyhed fra

Navlesnorsstamceller bekæmpede Dinas leukæmi

26-årige Dina Plesner kan i dag takke adgangen til stamceller fra nedfrosset navlesnorsblod for, at hun er i live.

I sommeren 2010 fik Dina Plesner som den første voksne herhjemme en transplantation med navlesnorsstamceller efter et langt og kompliceret forløb med leukæmi. De matchende navlesnorsstamceller fra to nyfødte babyer i USA blev fundet gennem internationale registre efter en forgæves indledningsvis søgning efter matchende knoglemarvsstamceller. Behandlingen lykkedes, og i dag, godt 5 år senere, er Dina i gang med sit speciale i idræt og human fysiologi ved Københavns Universitet, og lever et aktivt liv som andre unge.

”Ingenting galt”

Allerede som 14-årig havde Dina en fornemmelse af, at noget var galt. Hun fik let hovedpine, faldt i søvn i timerne og måtte tage smertestillende tabletter mod ondt i halsen. Men da Dina og hendes mor besøgte lægen, der viste sig at være en reservelæge, fik de at vide, at ingenting var galt – også selvom blodprøverne viste, at hæmoglobintallet var helt nede på 4,4.

Først da Dina besøgte sin egen læge et par uger senere, fandt hun ud af, at hun havde leukæmi.

”På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad leukæmi var,” fortæller Dina. ”Men ud fra mine forældre og bedsteforældres reaktion forstod jeg hurtigt, at det var alvorligt, og efter en uge med adskillige prøvetagninger og analyser på Aalborg sygehus, blev jeg overført til Skejby Sygehus.”

Isoleret fra omverdenen

I løbet af det kommende halve år gennemgik Dina seks kemokure af hver fem dages varighed. På grund af det lave immunforsvar efter kemobehandlingerne, blev hun indlagt flere gange med feber og infektioner.

”Jeg var isoleret fra skolen og fra omverdenen,” fortæller hun.

Efter seks måneder turde Dina tro på, at hun endelig var færdigbehandlet.
”Herefter lykkedes det mig at afslutte både folkeskole og gymnasium, og seks år efter så alt stadig godt ud, og lægerne var tilfredse med mig. Min læge sagde direkte, at risikoen for, at jeg skulle få tilbagefald, var minimal.”

Tilbagefald

Den forudsigelse viste sig desværre ikke at holde stik. To uger efter lægens beroligende ord begyndte Dinas temperatur at stige uhæmmet. Da temperaturen efter syv dage fortsat var skyhøj, besluttede Dina og hendes far sig for at tage til lægen. Hæmoglobintesten tydede på, at der var tale om et tilbagefald.

”Men der måtte tages nogle ekstra prøver, fortalte lægen, og derfor blev jeg sendt videre til Aarhus kommunehospital, der desværre bekræftede vores bange anelser og sendte mig til direkte indlæggelse på Aalborg sygehus,” siger Dina.

”Herefter skulle jeg indstilles til en knoglemarvstransplantation – det var proceduren ved tilbagefald, fortalte lægerne mig. Og jagten efter en donor gik i gang.”

Det at finde en donor viste sig at være mere kompliceret, end man havde håbet på. Hverken i Dinas familie eller blandt de millioner af knoglemarvsdonorer, der var tilgængelige i de internationale knoglemarvsregistre, var det muligt at finde matchende væv, og Dina måtte i lang tid tage til takke med de udmattende kemobehandlinger.

”Det var nervepirrende,” beretter hun. ”Og da afslutningen på mine behandlinger begyndte at nærme sig, begyndte min familie og jeg at søge alternative behandlinger.”

En sidste mulighed

I 2009 blev Dina kontaktet af sin læge, der fortalte, at der var mulighed for, at hun kunne få en transplantation med navlesnorsstamceller. Sådanne transplantationer var allerede på daværende tidspunkt kraftigt på vej frem i udlandet.

Det kunne være den sidste mulighed for at nedkæmpe den aggressive leukæmi.
Og på grund af hendes unge alder og størrelse ville man på Rigshospitalet tilbyde Dina en sådan transplantation med navlesnorsstamceller, hvis det lykkedes at finde en matchende donor.
”Det krævede dog en vis overvejelse,” fortæller hun, ”for behandlingen ville med sikkerhed medføre, at jeg aldrig ville kunne få børn. Men vi blev i familien enige om, at det scenarie var bedre end alternativet – ikke længere at leve. Herefter var vi ikke længere i tvivl. Vi blev enige om, at jeg måtte bekæmpe leukæmien, før den bekæmpede mig, og navlesnorsstamcellerne var min sidste mulighed.”

Efter at have takket ja til tilbuddet, kom Dina til samtale på Rigshospitalet, hvor hun nøje blev sat ind i, hvad transplantationen indebar.

Det blev begyndelsen på et langt og barskt forløb for Dina:

”Det varede cirka to måneder, fra jeg blev indlagt, til at jeg kom hjem igen. Det var meget udmattende. Men behandlingen lykkedes og jeg blev rask.”

Dyrebart materiale

Inden behandlingen havde Dina aldrig hørt om navlesnorstransplantationer. I dag anser hun navlesnorsstamceller for et vigtigt og dyrebart materiale:

”Det er ærgerligt, at vi smider et så dyrebart et materiale ud på fødegangene hver eneste dag. Man finder jo hele tiden nye sygdomme, som man kan helbrede med disse stamceller.”

I Danmark findes der endnu ikke en offentlig stamcellebank, og forældre er derfor nødt til inden fødslen at tage stilling til, om de vil opbevare deres børns stamceller i privat regi.

Ifølge Dina er det imidlertid afgørende, at der bliver sat fokus på at få en offentlig navlesnorsbank. Det vil redde liv og få nedsat ventetiderne: ”Ventetiderne er afgørende – lang ventetid kan være fatal eller gøre en sygdom sværere at behandle. Derfor bør vi selvfølgelig også have en navlesnorsbank i Danmark,” mener hun.

”Jeg er meget taknemmelig for min behandling. For mig har det været fantastisk. Den reddede mit liv!”