Nyhed fra

Mirakuløs helbredelse med stamceller gjorde udslaget

Annelise Pedersen fra Nykøbing Falster oplevede, at hendes kræftsyge mand blev helbredt ved hjælp af stamceller efter at være opgivet af lægerne. Derfor blev opbevaring af de kommende børnebørns navlesnorsstamceller en oplagt fødselsgave.
I 1996 fik Annelise Pedersens mand i en alder af 47 år, konstateret kræftsygdommen non-Hodgkin – en kræftform, som er kendetegnet ved ukontrolleret vækst i lymfevævet. Med diagnosen fulgte lægens frygtelige besked om, at der ikke fandtes nogen kur, der kunne helbrede sygdommen. Det eneste, man kunne tilbyde, var kemobehandling, som måske kunne være livsforlængende, lød det.
Efter 5 års behandling med et utal af forskellige kemobehandlinger blev Annelises mand opgivet af lægerne.
Skæbnen ville det imidlertid anderledes.
”Året forinden havde min mand nemlig fået tilbudt en minitransplantation med stamceller, men da der var lang ventetid, var det spørgsmålet, om han kunne leve længe nok til at få den foretaget”, fortæller Annelise.
”Desuden skulle vi selv skaffe en donor, og her var vi så ufatteligt heldige, at min svigerindes stamceller matchede.”
Selvom Annelises mand var meget syg og svag, overlevede han, til det i 2001 blev hans tur til at få foretaget transplantationen.
”Det var en svær tid”, husker Annelise. ”Efter operationen var min mand meget syg og lå i koma i 3 måneder, men ved meget dygtige lægers hjælp kom han på højkant igen og efter et par års genoptræning – vores familie har altid dyrket idræt på rimeligt højt plan – kunne han genoptage sit arbejde på fuld tid!”
”Vi havde oplevet et stort mirakel!”
En værdifuld fødselsgave
Transplantationen med vævsforligelige stamceller havde bragt Annelises mand tilbage til livet på et tidspunkt, hvor lægerne havde opgivet alt håb. Og da det i mellemtiden var blevet muligt at gemme stamceller fra nyfødtes navlesnor, var Annelise og hendes mand ikke i tvivl om, at den bedste fødselsgave, de kunne give deres kommende børnebørn, en dag i fremtiden kunne vise sig at være direkte adgang til deres egne og søskendes stamceller.
”Vi fortalte derfor vores børn, at vi gerne ville betale, hvad det kostede, hvis de ønskede at opbevare stamcellerne fra deres nyfødte børns navlesnor. Jeg har godt set, at nogle siger, at man hellere skulle sætte pengene ind på en børneopsparing, for så får børnene da i det mindste en pæn sum ud af det. Men de, der siger det, har helt misforstået situationen! Jeg betragter stamcelleopbevaring som en forsikring, som jeg inderligt håber, at de 5 af mine børnebørn, som i dag får opbevaret navlesnorsstamceller, aldrig nogensinde får brug for! Og skulle det være så ulykkeligt, at de en dag får brug for dem, håber jeg, at de så kan sige: Godt at vore bedsteforældre var lydhøre over for videnskaben på et tidligt tidspunkt. Men vi har jo ligesom også fået et vink med en meget stor vognstang”, slutter Annelise.