Nyhed fra

Lillesøster redder storebror

I juli 2011 kom Freja til verden. Freja er Danmarks første donorbarn. Befrugtningen fandt sted i laboratoriet på Skejby Sygehus, hvor Freja blev særligt udvalgt med henblik på at redde sin storebror Anders fra en livstruende sygdom.

Efter fødslen af Freja stod specialister til at tage sig af Frejas moderkage og navlesnor. Blodet herfra er af samme vævstype som Anders’ og skal bruges til at helbrede den syge bror.

Anders er født med kronisk granulamatøs sygdom – en sjælden og arvelig immundefekt, som betyder, at ellers uskadelige bakterier og svampesporer kan udvikle sig til livstruende infektioner. Anders har derfor tilbragt lange perioder af sit liv på hospitalet, siden han kom til verden i 2001.

Forud for befrugtningen, der førte til Frejas fødsel, havde lægerne uden held forsøgt at finde vævsforligelige stamceller i offentlige stamcelleregistre både i Danmark og udlandet. Også Anders’ forældre og storebror var blevet testet. Eneste udvej var derfor at kombinere familiens ønske om endnu et barn med muligheden for at udvælge det befrugtede æg, hvis stamceller var fuldt vævsforenelige med storebrors.

Frejas navlesnorsstamceller skal suppleres med stamceller fra knoglemarven, hvorefter stamcellerne vil blive anvendt til udskiftning af Anders’ syge immunforsvar via en stamcelletransplantation.

(Jyllandsposten, den 28. og 29. december 2012)

Læs mere på infomedia.