Nyhed fra

Den første navlesnorstransplantation i verden, som fandt sted allerede i 1988

Den første navlesnorstransplantation i verden

32-årige Matthew Farrow fra North Carolina i USA kan bryste sig af at være den første i verden, der har fået en transplantation med navlesnorsstamceller. Dengang var han 5 år og led af den alvorlige blodsygdom, Fanconis Anæmi. I dag er han gift og far til sønnen Elijah på 12 år.

Behandlingen blev foretaget i 1988 i Paris på Hôpital Saint-Louis, hvor den fremsynede Dr. Eliane Gluckman forestod den succesfulde transplantation med Matthews nyfødte søsters navlesnorsstamceller.

Matthew led af Fanconis Anæmi (FA) – en medfødt anæmi (blodmangel), der altid vil udvikle sig til knoglemarvssvigt, hvis den ikke behandles. Sygdommen, der oftest påvises ved fødslen eller i den tidlige barndom, kan desuden påvirke vækst og nyrefunktion.

Behandlingen gav mig et normalt liv

”Takket være min søsters navlesnorsstamceller har jeg fået lov til at blive voksen og leve et normalt liv,” fortæller Matthew.

I dag arbejder Matthew aktivt for at øge kendskabet til det livgivende potentiale i navlesnorsstamceller.

”Jeg forsøger blandt andet at hjælpe børn, der er syge og skal igennem tilsvarende transplantationer, ved at vise dem, at selvom man er rigtig syg, kan man godt blive rask og vokse op og leve et helt normalt liv.”

Matthew arbejder for den amerikanske virksomhed CORD:USE – en hybrid mellem en privat og en offentlig stamcellebank. CORD:USE ledes af nogle af verdens førende forskere inden for navlesnorsstamceller.

I forbindelse med sit arbejde, holder Matthew blandt andet foredrag på hospitaler og til events, hvor han deler sin historie med såvel patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle.

Dybt taknemmelig

Ved siden af sit arbejde lever Matthew et helt normalt liv som far og ægtemand helt uden antydning af mén efter sin barndoms alvorlige sygdom.
”Jeg føler mig så heldig og er hver eneste dag dybt taknemmelig over for de læger, som helbredte mig. Jeg var jo ganske ung, da jeg var syg. Jeg kendte kun til en tilværelse, hvor jeg var nødt til at tage visse forbehold, selvom jeg havde allermest lyst til at lege og snavse mig til som andre børn. Det tog tid at vænne sig til, at jeg rent faktisk godt kunne tillade mig at leve normalt, efter jeg var blevet helbredt”, husker han.
Et stærkere signal

Matthew er selv lykkelig for, at stamcellerne reddede hans liv. Derfor synes han også, at der bliver gjort alt for lidt for at oplyse forældre om vigtigheden af at opbevare navlesnorsstamcellerne fra deres nyfødte børn:

“Jeg synes, at man skal sende et stærkere signal til offentligheden om værdien af navlesnorsstamceller. Der er for mange røverhistorier, og folk kender ikke til alle de fordele, der er,” siger han.

”Jeg tror desuden, at de fleste læger ved for lidt om emnet til at kunne forklare kommende forældre fyldestgørende om det. Så en bedre uddannelse til læger er også på ønskelisten.”

Matthew fortsætter med at fortælle sin historie. Han håber, at mange andre vil få lige så stor glæde af de helbredende navlesnorsstamceller, som han selv har haft.