Signe Dollerup,

“Når tanken er tænkt, er det svært at lade være”

Signe Dollerup

Signe Dollerup, der er sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, ventede sit første barn til august 2014. For hende var det svært at vælge muligheden for nedfrysning af sit ønskebarns navlesnorsstamceller fra, når hun nu var bekendt med muligheden. ”Jeg ved, der er usikkerhed, og jeg håber aldrig, min søn får brug for dem, men jeg tror på fremtidsmulighederne”, siger hun.

Tilfældet styrer store dele af vores liv. Fx var det et tilfælde, at Signe Dollerup blev opmærksom på muligheden for nedfrysning af navlesnorsstamceller i forbindelse med sin førstefødtes fødsel. Hverken læge eller jordemoder havde nævnt den mulighed med et ord, og det var kun, fordi Signes søster og svoger havde frosset navlesnorsstamcellerne fra deres barn ned, at hun vidste, at der her var noget vigtigt at tage stilling til.

 

Langtidsplanlagt graviditet

Det er dog ikke alt, der kan tilskrives tilfældet. Fx ikke det, at Signe ventede barn. Allerede da Signe var i slutningen af 20’erne var hun nemlig fast besluttet på at blive mor en dag – og det uanset, om ”prinsen på den hvide hest” havde indfundet sig eller ej. Havde han ikke det, ville hun få sit barn alene.

”Og det er præcis, hvad jeg har gjort”, fortæller Signe, der i dag er fyldt 36 år. ”Jeg har valgt en donorfar på Rigshospitalet, som har stået for inseminationen og er helt afklaret med, at tage forældrerollen på egen hånd og ved hjælp af min familie og gode venner, der vil kunne træde til og passe den lille, hvis der bliver brug for det indimellem. Heriblandt helt nye venner, som jeg har fået gennem den netværksgruppe for alenemødre, som Rigshospitalet etablerede. Flere af dem bor meget tæt på min lejlighed her på Østerbro, så vi vil kunne have stor glæde af hinanden.”

 

Hvad nu hvis…

Selvom Signes søns donor er anonym, vil sønnen have mulighed for at tage kontakt med ham, når han fylder 18 år, hvis der er brug for det. Ikke før. Det er dog ikke manglen på kontakt med donor, der har gjort udslaget med hensyn til nedfrysning af barnets navlesnorsstamceller.

”Det er klart, at vi ikke vil have adgang til stamceller fra min søns donor og hans familie, som de fleste jo har, men det er ikke derfor, jeg har besluttet at nedfryse navlesnorsstamceller. Det er snarere disse hvad-nu-hvis-tanker, der melder sig. Hvis min søn en dag får en sygdom, der ville kunne helbredes med hans egne navlesnorsstamceller, og jeg ikke har opbevaret dem, ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Jeg ser det som en slags forsikring. Og jeg tror på, at forskningen i løbet af de næste 10-15 år vil komme rigtig langt på dette område, for jeg kan se, at det er et felt, som der forskes massivt i. Mange lande er jo længere fremme, end vi er i Danmark”, forklarer Signe, der har brugt en del tid på at søge viden om forskningen inden for navlesnorsstamceller – bl.a. på internettet – før hun traf sin beslutning.

 

En opgave for det offentlige

Troen på de fremtidige muligheder inden for behandling med egne navlesnorsstamceller er da også grunden til, at Signe mente, at udskrivningen til opsamling og opbevaring er godt givet ud. Ikke desto mindre synes hun ikke, at det er fair, at en mulighed, der på længere sigt kan redde liv, skal være forbeholdt ”dem, der har råd”.

”Det burde være det offentliges opgave at nedfryse navlesnorsstamceller. Det er det jo allerede nogle steder i andre lande, og sådan bør det naturligvis også være her. Det nytter ikke at vente 10-15 år. Jeg tror på, at navlesnorsstamceller med tiden i stigende grad vil kunne redde liv. Det er en mulighed, man ikke kan ignorere. I hvert fald ikke jeg”, slutter Signe.