Familien Adamas,

“Barnebarn skulle sikres”

Familie Adamas

Lille Helena Aura på 4 år bor i dag i Madrid, hvor forældrene, Ditte og Andreas Adamas har slået sig ned med deres forretninger.

Men Helena Auras navlesnorsstamceller er trygt og godt opbevaret hjemme i Danmark. Det har mormor Hanne sørget for.

Da Ditte Adamas var gravid, fortalte en veninde en dag tilfældigt om muligheden for at opbevare navlesnorsstamceller. Veninden, der er osteopat og arbejdede som instruktør i Dittes pilatesstudie Spirithouse på Frederiksberg, havde selv født sit første barn et halvt år tidligere, og hun og hendes mand havde valgt at opbevare deres barns stamceller. Det inspirerede Ditte til at søge mere information om emnet, og snart var det åbenlyst for såvel hende selv som hendes mand Andreas, at der her var tale om en chance, man ikke måtte lade passere.

’For os var der ingen tvivl. Når man først ved, at muligheden er der og kender til de potentialer, navlesnorsstamceller rummer, så kan man ikke lade være med at benytte sig af den. Er der noget, der betyder noget for en, er det ens barns liv, og er der bare den mindste chance for, at dets egne navlesnorsstamceller vil kunne hjælpe det senere i livet, gælder det om at gribe den’, forklarer Ditte.

 

Gave fra mormor og morfar

Ditte Adamas fortalte et stykke tid før fødslen sin mor, Hanne Overgaard, at man kunne opbevare barnets navlesnorsstamceller og dermed var yderligere overvejelser om, hvad deres kommende første og eneste barnebarn skulle have i fødsels- og dåbsgave, overflødige. Deres barnebarn skulle have opsamlet sine navlesnorsstamceller og opbevaring i de første 18 år af barnets levetid fulgte med i pakken:

’Man kan give dåbsskeer, høje stole og barnevogne, og det har betydning og værdi her og nu. Men en gave som denne giver mening langt ud i fremtiden og er derfor i mine øjne den bedste velkomst til livet, vi kunne give vores barnebarn. Det er fantastisk, at man kan gemme stamceller fra et lille menneske, hvor alt er nyt og frisk og fungerer, som det skal. I den verden, vi lever i, er vi udsat for så mange ydre påvirkninger, at det er utrolig svært at vide, hvem der ud i fremtiden rammes af sygdom, og hvem der går fri. Alt tyder på, at de friske stamceller vil kunne komme til gavn, hvis Helena Aura en dag skulle blive syg. Derfor kunne min mand og jeg kun støtte vores datter og svigersøn i beslutningen om at opbevare deres barns stamceller. Vores barnebarn skulle sikres, og vi er glade for, at vi har kunnet bidrage her’, siger Hanne Overgaard, der ellers ikke er typen, der spekulerer over hverken sygdom eller stamceller i dagligdagen.

 

Helt normalt i Spanien

I Spanien, hvor Ditte og hendes mand har boet siden 2010, er man i modsætning til i Danmark vant til at betale for sundhedsudgifter, og det er Dittes indtryk, at privat betaling for nedfrysning af stamceller i forbindelse med fødslen er et langt mere udbredt fænomen end det er herhjemme:

’Jeg har en veninde her i Madrid, som opbevarer navlesnorsstamcellerne fra begge sine børn, og hun hørte om den mulighed fra sin jordemoder. Jeg kan slet ikke forstå, at man ikke fortæller de gravide om muligheden hjemme i Danmark. Jeg ville have været helt ulykkelig, hvis jeg først havde fundet ud af det efter fødslen, hvor det var for sent. Det burde være det offentliges pligt at informere om noget så vigtigt’, fastslår Ditte.