Fostervand, Position og Vandafgang

…..og hvordan du skal forholde dig, hvis vandet går og hvilke myter du skal ’drukne’

Fostervand er en klar, steril væske, som dit barn ligger i inde i livmoderen under hele graviditeten, mens det udvikler sig.

I slutningen af graviditeten er det normalt, at der er omkring 1-1,5 liter fostervand, som barnet ”svømmer” rundt i.

Fostervandet beskytter barnet mod udefra kommende slag og stød og så har det altid den samme temperatur som moderens øvrige kropstemperatur – altså omkring de 37 grader. Det betyder derfor også, at hvis morderen har feber, så bliver vandets temperatur også lidt højere end normalt.

Barnet drikker af fostervandet og tisser i det og det er i høj grad med til, at barnet også kan træne sin vejrtrækningsmuskulatur. Det gør det ved at trække fostervand ind og presse det ud igen – akkurat som når det skal trække vejret rigtigt med luft.

Om at mærke liv…

Fostervandet gør, at barnet vægtløst kan ændre sin position og bevæge sig ”frit”, hvilket det stort set gør under hele graviditeten. I starten mærkes det dog slet ikke af moderen, da barnet er meget lille. Når moderen begynder at mærke liv, kan det føles som små bobler, der hurtigt er væk igen. En følelse der gør, at man godt kan blive i tvivl, om det var barnet, man mærkede eller blot lidt luft i tarmene.

Fra midten af graviditeten og 10-15 uger frem kan barnets bevægelser synes ret voldsomme og flere beskriver det som lidt ”alien agtigt”, når fx barnets numse eller en fod bevæger sig fra den ene side til den anden og hele maven ændrer form.

Sidst i graviditeten opleves barnets bevægelser en del blødere og bevægelsesmønsteret beskrives ofte som om barnet, når det er vågent, blot rokerer og møffer en smule fra side til side i livmoderen.  Pladsen bliver nemlig for trang til de helt store bevægelser.

Om barnets position…

Det er sådan med barnets position (den vej barnet ligger), at det er ønskeligt, at barnet har lagt sig med hovedet nedad fra omkring 37. uge. Pladsen vil nemlig herefter ofte være så begrænset, at det bliver vanskeligere for barnet selv at lave både hele og halve kolbøller inde i livmoderen. Dette også til trods for, at der fortsat er fint med fostervand omkring barnet.

Har barnet ikke lagt sig med hovedet nedad til den tid, vil moren blive tilbudt et eller flere manuelle vendingsforsøg af barnet, hvor man (en læge) udefra med forsigtig manipulation (håndkræft) forsøger at skubbe barnet i den rigtige position. Det er ganske få børn – omkring 4% -som ikke ligger ”korrekt” til terminen.

Din jordemoder vil derfor i den sidste del af din graviditet gå særligt op i barnets position og om hovedet ligger nedad og er ved at indstille sig mest hensigtsmæssigt til fødsel. Mange børn lægger sig helt naturligt og ”korrekt” med hovedet nedad allerede fra uge 30.-36. uge og bevæger sig herefter blot rundt om deres egen akse.

Jordemoderen vil mærke med sine særlige håndgreb, om hovedet er godt indstillet i den hårde knoglede bækkenskål, som vi kalder bækkenindgangen.

Dette noterer hun på din vandrejournal og beskriver gerne, hvor hovedet står placeret i bækkenindgangen (højt eller dybt) og om hovedet står fast eller bevægeligt.

Hvis vandet går…

Såfremt fødslen starter med afgang af fostervand, så vil man (din jordemoder/dit fødested) gerne vide, at barnets hovedet let kan danne en prop og dermed forhindre, at smådele eller en del af navlesnoren, kommer først og dermed kan risikere at blive klemt, når veerne trykker barnet nedad. I meget sjældne tilfælde kan navlesnoren nemlig glide ned og komme i klemme mellem barnets hoved og bækkenet og dette kan få en betydning for ilttilførslen til barnet.

Cirka 10-15 % af alle fødsler starter med, at fostervandet går som det første tegn på forestående fødsel. Efterfølgende vil der så ofte komme veer, som får livmodermunden til at åbne sig.

Langt de fleste gravide vil derfor opleve, at fødslen starter med veer og de kommer aldrig til at skulle forholde sig til vandafgang, som det første tegn på fødsel

Hvornår man skal lægge sig ned, hvis vandet går…

Hvis vandet går og barnets hoved står meget højt i bækkenet, hvis barnet ligger på tværs eller hvis barnet ligger med numsen nedad, så anbefales det som udgangspunkt, at du lægger dig ned, og bliver transporteret liggende ind til fødestedet. Dette vil din jordemoder ofte have informeret dig om til jordemoderkonsultationen og givet dig såkaldt ”vandafgangsvarsel”.

Det samme gælder, hvis du får vandafgang før 34. fulde graviditetsuge – læg dig ned og ring til dit fødested, hvorfra de så vil vejlede dig.

Vurderes det fra dit fødesteds side, at du skal komme liggende ind til hospitalet, vil de rekvirere en ambulance til dig, som henter dig på en bårer, så du ikke behøver rejse dig op og dermed risikere at livmoderen/barnet påvirkes af tyngdekraften.

Myter vi afliver:

Fostervandsforgiftning.

Det er intet fænomen, der hedder fostervandsforgiftning. Flere forveksler det formentlig med tilstanden ’svangerskabsforgiftning’ (lat: præeklampsi), men fostervandet er altså ikke forgiftet på noget tidspunkt, ej heller hvis man får præeklampsi.

Hvis fostervandet i løbet af fødslen ses som værende grønligt, så er det grundet mekonium (barnets første afføring), som barnet har haft afgang af i vandet. Dette gør naturligvis vandet ”forurenet”, men det er fortsat ikke at tolke som en forgiftning.

Fostervand kan dog godt efter ”vandet er gået” indeholder bakterier, men disse kommer ind udefra via skeden.

Bakterier kan efter vandafgang forvolde en infektion hos barnet eller i livmoderen og derfor holder fødestedet altid øje med fødende med kvinder med såkaldt ”langvarig vandafgang”. Risikoen for infektion siger nemlig som timerne/dagene går efter vandafgang og derfor tilstræber man ofte, at fødslen er godt i gang eller overstået omkring et døgn efter vandafgang blev konstateret.

Men heller ikke infektion kaldes for fostervandsforgiftning.

Fødsler starter altid med at vandet går.

Ja, det ser jo altid sådan ud på film og det er også meget illustrativt at vise, at en skylle vand afgår og plasker ud på gulvet, som første tegn på forestående fødsel.

Som tidligere nævn er det kun omkring 10-15% af alle fødsler, som starter med at vandet går. Langt de fleste fødsler starter altså med, at kvinden får veer og disse tiltager i styrke og hyppighed som fødslen skrider frem.

Barnet får ilt igennem fostervandet – ligesom fisk optager barnet ilt fra vandet.

Nej det er slet ikke sådan!

Barnet får nemlig ilt (og andet næring) tilført gennem navlesnoren, hvor barnets blod cirkulerer mellem barnet og moderkagen.

I moderkagen sker en konstant udveksling, således at alle affaldsstoffer fra barnet via blodet bliver afgivet i moderkagen, samtidig med at blodet beriges med ilt og næring, som føres tilbage til barnet.

Barnet trækker ikke vejret, for at optage ilt, og det er ej heller fra fostervandet, at barnet næres.